Nyord 

                             Den 19. oktober 1966 kunne man læse i Møns Folkeblad:

Tidens hjul skal standses på Nyord. ...

                             Paa Nyord har fredningsmyndighederne som bekendt nedlagt paastand om fredning. En fredning saa omfattende, at den dækker alt lige fra de udstrakte flade enge, hvor intet træ mere maa plantes, saa det kan give læ for de græssende kreaturer i kolde efteraarsnætter, til de grundmurede rødstenshuse og de gamle hvidkalkede gaarde, hvor intet mere maa ændres. – Tidens hjul skal her standses, og ingen fremskridts aand faar her mere ret til udfoldelse. – Tankerne kredser om besættelsestidens fem forbandede aar.

                             Man venter i Fredningsnævnet blot paa, at erstatningskravene skal indløbe, men saa enkelt er det slet ikke. Nej fredningen har langt større perspektiver og vilkår, langt mere vidtrækkende konsekvenser, end hvad der berører hver enkelt.

                             Det er et helt samfund, der hindres i naturlig opvækst og trivsel. Ingen nye beboelseshuse maa opføres, ingen erhvervsvirksomhed maa anlægges. Det er et punkt, som rækker langt, langt videre end til den enkeltes snævre interesser. Der er nu ydet 4 mill kr. til bro mellem Nyord og Møn. Vi anerkender i høj grad de bevilgende myndigheder og er taknemmelige for den forstaaelse og velvilje, vi i dette projekt har mødt hos vor lokale myndighed.

                             Men vi fatter ikke, at det, der her er ydet for at fremme og gavne en udvikling, skal bortelimineres og totalt kuldkastes, når fredningen bliver en realitet.

                             Det skal indrømmes, at vi alle har ansvar for ikke at handle ilde med vore fortidsminder, landets og slægtens historie maa vi ære, men vi har i lige saa høj grad pligt til ikke at give efterslægten ringere vilkaar end dem, vi selv fik i arv.

                             Det forekommer mig, at man her i Danmark er tilbøjelige til at glemme nutiden og derfor er godt paa vej til at blive en nation af fortidsdyrkere. Vor største opgave maa dog være at skabe en nutid, der en gang kan blive værd at mindes.

                             Jeg har følt det som en pligt ved dette indlæg at bringe frem for offentligheden, hvad der er ved at ske med Nyord.


Evald Johansen, / Sognefoged.”[1]

 

                             Øen Nyord ligger nord for Møn, men var før 1968 ikke landfast dermed. Forbindelsen blev varetaget af en postbåd, der sejlede mellem Stege og Nyord By og af en færgemand, som med en båd med påhængsmotor sejlede mellem halvøen Ulfshale og Nyord.

                             Tidens mekanisering af landbruget nåede kun Nyord i begrænset grad. Bl.a. satte postbådens størrelse en grænse for størrelsen af de maskiner, der kunne komme derover. Den udvikling mht. transport og livsstil, som bilismens opståen havde betydet siden starten af 1900-tallet, stod man udenfor. I årevis havde Nyordboerne arbejdet på at få en fast forbindelse til Møn i form af en bro over Ulfshale Løbet. Og den 23. 8. 1968 kunne man endelig åbne en bro med én kørebane.[2] En lysregulering i hver ende af broen sørgede for, at man skiftedes til at køre over. Endelig fik øboerne de vækstmuligheder, de længe havde ønsket, og som mønske landsbysamfund havde haft i årevis. Men det blev straks taget fra dem igen, da Fredningsplansudvalget i 1966 ”nedlagde påstand” om fredning af øen.[3]

                             Modstanden mod fredningen var stor blandt øens befolkning. Et møde i Nyord forsamlingshus d. 7. september betegnedes af Møns Folkeblad som ”Stormfuldt og dramatisk ...”. ”Fredningsforslag i stærk og bred miskredit hos øboerne” kunne man også berette. På mødet gav Nyords sognefoged, Evald Johansen, udtryk for følgende:

                             ”Der er et gammelt ord, der siger, at stagnation er det samme som tilbagegang. Vi stagnerer, og hvis fredningen bliver realitet, kan vi ikke bevare vore landbrug. ... For femten aar siden begyndte folk at flygte herovre fra, fordi det var i forfald. ... Vi må følge med udviklingen, som den foregaar alle andre steder i landet. ... Vi har ikke bedt om den fredning.”[4]

                             Få år tidligere blev Nyord en del af Stege landsogn. På et møde i Stege landsogneråd d. 25. oktober 1966 beskrev øens tidligere sognerådsformand, Evald Lolle, beboernes holdning til fredningen:

                             ” ... de elsker den ø, og alle Nyordboere har i det sidste aarstid følt en usigelig stor glæde og taknemmelighed over, at de bevilgende myndigheder endelig havde stillet de nødvendige penge til raadighed for en broforbindelse til Møn, nu fik de endelig lov til at føle sig som de fleste mennesker i det danske samfund, de unge mennesker ville nu igen bosætte sig i stort tal paa øen, og fiskeri og skibsfart ville igen faa sin rette plads i øsamfundet....

                             Naar man ser, hvordan der næsten overalt i det øvrige land bygges baade beboelse og virksomheder af forskellig art, og man saa tænker paa, at hvis fredningen af Nyord bliver virkelighed, vil intet af dette kunne lade sig gøre i vor tid, og hvis man saa tillige husker paa Nyordboernes ønsker for deres ø, kan man forstaa protesten. ...... Er der noget at sige til, at der bliver reageret stærkt paa en fredningspaastand, der slaar alle disse skønne drømme helt i stykker? Jeg synes, at det er ganske naturligt, at der protesteres ganske højt og kraftigt, for med det før omtalte in mente er fredningen meget vidtgaaende, og hvad der især rammer haardt, er bestemmelserne om intet nybyggeri, heller ikke til hel-aarsbeboelse, industri eller lignende.” [5]

                             I 1975 blev øen så fredet uden skelen til protesterne. ”Landbruget var blevet en form for skadeligt element, som skulle undgås ....[6]

                             Ved fredningen af Nyord var der i høj grad fokus på fuglelivet, måske på bekostning af andre miljømæssige kvaliteter:

                             ” Nyord har også været karakteriseret af sin rige flora; der var meget stor variation af planter, og heraf en række meget sjældne arter, som kun fandtes få steder i Danmark. Langs alle grøftekanter på engene, langs stier og veje voksede planterne højt og frodigt. ... Efter at Fugleværnsfonden har ladet engene afgræsse, er der ikke mere hverken hegn eller grøfter tilbage, og plantelivet er blevet ændret og stærkt begrænset. (min understregning / oc). Opmærksomheden blev udelukkende rettet mod fuglelivet, og det er desværre sket på bekostning af øens tidligere rigdom af planter.”[7]

                             ”Tidens hjul” blev standset på øen Nyord nord for Møn. Landsbyen ligger i dag som et beboet frilandsmuseum, en malerisk idyl; det kan heller ikke jeg undgå at synes, men også stillestående. Sandsynligvis er de nuværende beboere tilfredse og synes, at det var rigtigt, at øen blev fredet. Det er jo egentlig en naturlig udvikling. Men vil nogen tale om en ”autentisk idyl”, skal de tænke på, at en stillestående idyl fyldt med turister er der intet ”autentisk” eller ”oprindeligt” i. Det eneste ”autentiske” er kulisserne.

                             Det var ikke det, nyord-boerne drømte om, da de fik deres ønske om en bro opfyldt. De havde drømt om en ø i erhvervsmæssig vækst. Overfor en sådan udviklings følger for miljøet skal man sætte følgerne for miljøet af en bilisme, der årligt bringer over 100.000 gæster til øen. Fra gæster på øen har jeg hørt, at man på vej væk fra øen en tirsdag udenfor sæsonen mødte fem turistbusser og 15-20 privatbiler på vej derover. I miljøregnskabet over en sådan ”fredning”, bør denne trafik medtages. Nogen ”uforstyrret” eller ”uberørt” idyl er der ikke tale om. Var det dét, fredningsfolkene drømte om?

                             Havde nyord-boerne dengang fået deres vilje, havde trafikken fået en mere begrænset fortrinsvis lokal og arbejdsmæssig karakter. Broen blev netop kun bygget énsporet, fordi man næppe forestillede sig andet end lokaltrafik. Ø-samfundet var forblevet mere uforstyrret, og det havde da også været en form for ”fredning”, men havde til gengæld fået mulighed for en erhvervsmæssig vækst, der – måske – kunne have bremset befolkningsafvandringen.

                             Fredningen af Nyord var aldrig blevet til noget, havde man dengang ladet lokalbefolkningen bestemme. Men de er jo ”heldigvis” døde alle sammen. Og vore dages dannelseselite interesserer sig ikke for deres historie.

                             Derfor har de mennesker fortjent at blive husket og gå over i historien som de mennesker, de var, og med holdninger og ønsker for deres fremtid, de havde.

                             Få år senere kunne man opleve store dele af medie- og dannelseseliten gå på barrikaderne for at forsvare fristaden Christianias beboeres ret til at indrette sig, som det passede dem og skabe deres fremtid selv. Selvom besættelsen af det tidligere kaserneareal [8]var ulovlig.

                             På Nyord var der i 1966 tale om en befolkning af landmænd og fiskere, som aldrig havde overtrådt nogen lov. Men deres ønsker for deres egen fremtid interesserede ikke eliten.

                             Kun takket være bogen "Nyord - lodsernes ø" blev jeg selv klar over fredningssagen, der ellers var undgået min opmærksomhed som fraflyttet. Turister vil få fortalt om fuglelivet, og hvor godt det var, at øen blev fredet.

                             Men de vil måske ikke høre om den befolkning, som for over 50 år siden blev påtvunget en fredning, de ikke havde bedt om.

                             Og fordi denne lokalbefolknings holdninger og ønsker for fremtiden var politisk ukorrekte efter vore dages begreber, kan d få lov at gå i glemmebogen, som om de aldrig havde eksisteret. Allerhøjst vil de måske blive omtalt som bagstræberiske, og det har de ikke fortjent. 


[1] Møns Folkeblad, onsdag d. 19. oktober 1966, s. 3

[2] Kirsten Lütchen-Lehn: Nyord - lodsernes ø. 2005. S.63ff.

[3] Møns Dagblad, d. 8. september 1966, s. 15.

[4] Møns Folkeblad, d. 8. september 1966, s. 2-4.

Møns Dagblad, d. 9. september 1966, s. 17.

[5] Møns Folkeblad, onsdag d. 26. oktober 1966, s. 4-5.

[6] Kirsten Lütchen-Lehn  ... , s. 74.

[7] Kirsten Lütchen-Lehn ... , s. 68ff.

[8] Den tidligere "Bådsmandsstrædes kaserne".