Fra kapitlet "Landdistrikternes historie".

Mit barndomsmiljø, dengang i 1940’erne og 1950’erne, var et typisk landsbymiljø, hvis historie også er historien om landbrugserhvervet som det bærende erhverv i landdistrikterne og i samfundet som helhed.

Landbrugserhvervet har forandret sig enormt siden da. Det har resten af samfundet også. I de senere år har man talt om ”det, der er sket med landbruget” og ”vi skulle have holdt mere øje med landbruget”, ofte i et bekymret og forarget tonefald.

Det, man skulle have holdt øje med, var: udviklingen indenfor skattepolitik, væksten i skattetryk, omkostningsniveau og især den offentlige sektors uafbrudte vækst. Det var disse forhold, der gik for vidt. Det sælger ikke aviser i et lønmodtagersamfund domineret af modtagere af offentlige ydelser at dyrke disse årsagssammenhæng, men de er der også. Der er en tendens til at føre alle negative træk i landbosamfundets udvikling tilbage til landbruget, og ikke længere, og til at pege fingre af landbruget over forhold, der ikke var specielle for landbruget. Her er nogle træk, der karakteriserer tiden efter min barndom:

En periode, hvor ”gamle dages dyder” var lig med at være til grin i storbyboernes øjne.

Et sværmeri for alt, hvad der var kollektivistisk og en nedvurdering af alt, hvad der var individualistisk, f.eks. den enkeltmandsejede virksomhed. Selve forestillingen om individuelt / personligt ansvar blev nedvurderet og latterliggjort.

En bureaukratisering af samfundet, der gjorde kravet om administrativ kompetence vigtigere end håndværksmæssig dygtighed.

En ”akademisering” af uddannelsessektoren, hvorved nedarvede erfaringer blev nedvurderet eller forkastet til fordel for intellektuelt erhvervet viden.

En stigning i omkostningsniveauet som konsekvens af den stadigt voksende offentlige sektor. Sidst i 1960’erne lå skattetrykket på 30-35 pct af bruttonalproduktet, år 2000 var det steget til lidt under 50 pct. Alene i perioden 1965 til 1970 steg skattetrykket fra 30,8 pct. til 40,4 pct. Fra 1955 til 1972 skete en femdobling af landbrugets lønomkostninger. I 1960 var den gennemsnitlige landmands indkomst 81 % af en ufaglært arbejder, i 1972 var andelen faldet til 57 %[1].

En skattepolitik, der favoriserede det selskabsejede erhverv frem for den personligt ejede virksomhed og belønnede gældssætning frem for sparsommelighed.

En kulturpolitik, der ... forkastede store samfundsgruppers livsform, også på landet, stemplede dem som ”kulturløse” eller ”kulturfjendske”. ...

En medieverden, især fjernsynet, der dengang usynliggjorde store befolkningsgrupper, især i landdistrikterne, og som permanent favoriserede medie/tv-egnede personer og miljøer, der var på bølgelængde med medieverdenen.

Et debat-klima, der sine steder medførte, at børn fra landbohjem blev så stærkt påvirkede af lærerne i skolen, at de kom hjem og fortalte deres forældre, at de ikke mere ville fortælle, at de var bønder eller kom fra landbrug.

Et diagnose-fikseret samfund, hvor karakteregenskaber, der tidligere blev set som ubetinget værdifulde, blev uglesete, latterliggjorte og i værste fald sygeliggjorte.

Og en periode, hvor selv nogle af os, der havde rod i landbosamfundet, ikke havde nogen tøven med at vende det ryggen og anse det for at være bondsk og tilbagestående og kulturelt underudviklet.

Det er i den periode, at man mener, at landbruget, befolkningsmæssigt en minoritet, helt uanfægtet skulle have fastholdt ”gamle dages dyder”.


[1] Jakob A. Buksti: Dansk mejeribrug 1955-82. I: Dansk mejeribrug 1882-2000. 1982. S 311.